Undervægt og vægtøgning

Der kan være mange årsager til undervægt og maden er en vigtig del af behandlingen. Kroniske sygdomme, operation, mundtørhed eller andre gener i mund, hals og svælg, madlede, appetitløshed, kvalme og opkast, diarré, forstoppelse, bekymringer og nedtrykthed og smerter i forbindelse med sygdom eller f.eks. højt stofskifte kan gøre det svært at tage på i vægt. Når du ønsker at tage på i vægt er det vigtigt, at du spiser små, hyppige måltider med højt energi-indhold. Spis på faste tidspunkter, så sikrer du dig, at du husker at spise lidt hele tiden. Har du tabt dig og er blevet underernæret, kan det være endnu sværere at spise. Svigtende sultfornemmelse, som skyldes, at du ikke spiser ofte og nok og underernæring i sig selv kan gøre, at du mister appetitten. Du skal faktisk have mad for at blive sulten

Hvis du i forbindelse med din sygdom taber dig meget og har en dårlig ernæringstilstand, har du også øget risiko for komplikationer, som eksempelvis infektioner og dårligere sårheling efter en eventuel operation.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er underernæring den mest almindelige komplikation ved kræft. Mange oplever, at appetitten forsvinder ved sygdom og behandling, og at det kan være svært at spise tilstrækkeligt. Desværre ved mange ikke, at det er meget vigtigt at undgå vægttab ved kræftsygdom. Vægttab eller underernæring kan have store konsekvenser for din livskvalitet og din kræftbehandling. Derfor er det vigtigt, at du gør, hvad du kan for at holde din vægt gennem dit sygdomsforløb – uanset hvad du vejede, før du blev syg.

For at kunne finde de løsninger, der passer bedst til dig og din familie, hjælper jeg dig med udgangspunkt i dig og din hverdag at finde de løsninger på din mad, spise, indkøbsvaner, dine udfordringer og din væg til at, du får en sund og meget næringsrig og energitæt kost, uden at maden fylder for meget i hverdagen. Derfor er det en god idé at tænke over: hvad der er svært? Hvorfor appetitten svigter? Om der er noget, der frister dig mere end andet? Om der er situationer, der er ekstra svære eller rigtig gode? Jeg ved, det kan være grænseoverskridende, særligt fordi normale kostråd er til for at forebygge sygdom og overvægt. Under sygdom handler det om at finde det frem, der kan friste dig og hjælpe dig med at øge vægten. Vejledning i den rette ernæring kan være med til at øge din vægt, dit generelle velbefindende og funktionsniveau.