Hvad er PCO/PCOS?
PCOS er en forkortelse for polycystisk ovariesyndrom (poly = mange, ovarie = æggestok).
PCOS må ikke forveksles med PCO, som betyder, at man har adskillige cyster på æggestokkene. Ved PCOS skal der også være andre symptomer end cyster til stede, f.eks. forhøjede niveauer af mandligt kønshormon, øget mandlig kropsbehåring, og uregelmæssige eller manglende menstruationer.
PCO/PCOS, er den hyppigste hormonelle lidelse hos kvinder i den frugtbare alder verden over. 5 % – 10 % af kvinder i den frugtbare alder lever med syndromet.
Kvinder med PCO/PCOS danner for meget mandligt kønshormon. Lægen stiller diagnosen ved at se efter om kvinden har mere mandligt kønshormon end normalt, om æggestokkene indeholder flere ægblærer end normalt, og om menstruationerne er uregelmæssige eller helt manglende.
Lægen kigger også efter ydre tegn på PCO/PCOS. Dette kan være skægvækst, uren hud, fedt på maven og smalle hofter også kaldet æbleform, som skyldes de mandlige hormoner.
PCO/PCOS er et kompleks af symptomer, der optræder samtidigt, og tilstanden kaldes derfor et syndrom.
Symptomerne er bl.a. uregelmæssige menstruationer, insulinresistens, ustabilt blodsukker, sukkertrang, tendens til fedtlagring omkring taljen (æblefacon), uren hud, øget kropsbehåring, træthed, hovedpine og manglende mæthedsfornemmelse.
Ubehandlet PCOs kan medføre infertilitet, samt øge risikoen for hjertekar-sygdomme og diabetes. Især insulinresistens skaber ubalancer i kroppen, som forværrer PCOs.
PCO menes til dels at være arvelig. Kost, livsstil og vægt har desuden betydning for, om sygdommen udvikles. Mange kvinder med PCO har forhøjet insulin i blodet, og dette er en af de vigtigste årsager til, at PCO´en udvikler sig. Det høje insulinniveau øger omfanget af mandlige kønshormoner.