Mad ved parkinsons sygdom

Flere og flere får Parkinsons sygdom

Ifølge WHO, lider dobbelt så mange af Parkinsons sygdom i dag som for 25 år siden. Omkring 10 mio. mennesker er ramt på verdensplan. I Danmark lever lige nu omkring 12.000 mennesker med diagnosen, og det tal ventes at stige til 20.000 i år 2040. For flertallet af patienterne er årsagen til sygdommen en gåde. Aldring, genvarianter, miljøgifte, mikrober og inflammation er under mistanke for at spille en rolle. I Danmark menes omkring syv pct. at have en arvelig form eller en genetisk betinget højere risiko, hvor sygdommen udløses af en miljøfaktor. Forskning viser, at op til en tredjedel af alle patienter med Parkinsons sygdom har en genetisk forstyrrelse, som i en eller anden grad øger risikoen for at få sygdommen.

Flest rammes af Parkinsons sygdom efter 60-62-årsalderen. Omkring 5% dog før 50-årsfødselsdagen. Kilde: Ugeskrift for læger nov 2023

Personer med Parkinsons sygdom har, præcis som alle andre, behov for at spise alsidigt og varieret – Det handler om at finde den rette balance mellem indtaget af fedt, kulhydrat, protein samt vitaminer og mineraler, så man får netop den energi man behøver.

Mange personer med Parkinsons sygdom har tendens til at gå ned i vægt, hvilket kan forværres af, at mange oplever at smags- og lugtesansen forandres, hvilket kan betyde, at man nyder maden mindre end tidligere.

Selvom maden skal være alsidig, er der behov for at tænke over tidspunktet for indtagelse af proteinrig mad. Proteinerne i kosten nedbrydes til forskellige aminosyrer, og disse kan påvirke optagelsen af medicinen både i tarmen og den videre transport op til hjernen. Eftersom Parkinsons sygdom gør, at man har lettere ved at få forstoppelse, er det ekstra vigtigt at spise mange fibre og drikke 1,5 – 2 l væske dagligt. Motion modvirker også forstoppelse.

Så der er mange ting at være opmærksom på bl.a:

Hvordan kan du forebygge forstoppelse med mad og drikke?

Hvad gør du, hvis du har, mundtørhed, spise- og synkebesvær?

Hvordan undgår du uønsket vægttab og hvordan kan du få nok at spise, når appetitten er lille?

Hvad med mad og parkinsonmedicin? Hvornår på døgnet skal medicinen indtages, for at undgå at det konflikter med kosten?

Hvilke vitaminer og mineraler kan det være svært at få nok af og hvordan undgår du at komme i vitamin og mineralmangel?