Hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, & forhøjet kolesterol

Hvad er PCO/PCOS?

PCOS er en forkortelse for polycystisk ovariesyndrom (poly = mange, ovarie = æggestok).

PCOS må ikke forveksles med PCO, som betyder, at man har adskillige cyster på æggestokkene. Ved PCOS skal der også være andre symptomer end cyster til stede, f.eks. forhøjede niveauer af mandligt kønshormon, øget mandlig kropsbehåring, og uregelmæssige eller manglende menstruationer.

PCO/PCOS, er den hyppigste hormonelle lidelse hos kvinder i den frugtbare alder verden over. 5 % – 10 % af kvinder i den frugtbare alder lever med syndromet.

Kvinder med PCO/PCOS danner for meget mandligt kønshormon. Lægen stiller diagnosen ved at se efter om kvinden har mere mandligt kønshormon end normalt, om æggestokkene indeholder flere ægblærer end normalt, og om menstruationerne er uregelmæssige eller helt manglende.

Lægen kigger også efter ydre tegn på PCO/PCOS. Dette kan være skægvækst, uren hud, fedt på maven og smalle hofter også kaldet æbleform, som skyldes de mandlige hormoner.

PCO/PCOS er et kompleks af symptomer, der optræder samtidigt, og tilstanden kaldes derfor et syndrom.

 Symptomerne er bl.a. uregelmæssige menstruationer, insulinresistens, ustabilt blodsukker, sukkertrang, tendens til fedtlagring omkring taljen (æblefacon), uren hud, øget kropsbehåring, træthed, hovedpine og manglende mæthedsfornemmelse.

Ubehandlet PCOs kan medføre infertilitet, samt øge risikoen for hjertekar-sygdomme og diabetes. Især insulinresistens skaber ubalancer i kroppen, som forværrer PCOs.

PCO menes til dels at være arvelig. Kost, livsstil og vægt har desuden betydning for, om sygdommen udvikles. Mange kvinder med PCO har forhøjet insulin i blodet, og dette er en af de vigtigste årsager til, at PCO´en udvikler sig. Det høje insulinniveau øger omfanget af mandlige kønshormoner.

Kosten er en del af behandlingen af PCO/PCOS

Speciallægerne kan behandle nogle patienter medicinsk med et insulinregulerende stof, men det er ofte vigtigt at inddrage diætisten i behandlingen, da forskningen viser at stoffet neuropeptid Y i hjernen giver stærke sultsignaler og øger trangen til kulhydrater. Selvom patienten taber sig, tager de let på igen medmindre de i længere tid holder fast i en kost, der populært sagt holder neuropeptid Y nede. Da kvinder med PCOS samtidig har nedsat insulinfølsomhed, opleves det, at en blodsukkerstabiliserende kost kan have en positiv effekt på behandlingen af PCOS. Derfor arbejder jeg med KISS-kost, klinisk insulinsænkende kost, dvs. en tredjedel af de energigivende næringsstoffer er kulhydrat, en tredjedel protein og en tredjedel fedt. Altså mere fedt og protein og færre kulhydrater end Sundhedsstyrelsens officielle kostråd.

 

Du vil gennem et vejledningsforløb blive hjulpet til at forstå madens betydning for din krop. Blive klar på detaljerne så du nemt kan blive selvkørende. Alt sammen med fokus på, at det skal være nemt at gå til, og med madvarer du kan lide.